Dicel har født en lille dreng Skrevet af Naddi 2. Aug 2010, 15:57

Onsdag d. 23/6 var vi til en kontrolscanning, af lillemandens vægtstigning.

Den viste at han lå 23% under gennemsnittet, og jeg skulle derfor tjekkes af en læge.
vi kom ind til lægen med det samme, og han vurderede at jeg skulle sættes i gang, så vi kunne få den lille ud til os, og han så kunne få næring fra mig i stedet.

Tirsdag d. 29/6 kl 9.00 møder vi så op på fg til i gangsættelse.
Vi har en lang samtale med en JM som undersøger mig inde og ude, og fortæller at lille I står meget højt stadig, dog med hovedet ned ad. De ligger derfor en stikpille (da de ikke kan nå op og tage vandet med lethed). Efter en del tids pres for jeg overtalt dem til a lade mig tage hjem (vi bor 2 km derfra), i stedet for jeg skal ligge derinde til observation. Vi får af vide vi skal komme igen næste morgen, kl. 9.00, hvis der ikke er sket det store i mellemtiden. Det vi får af vide skal ske næste morgen er, at de vil ligge en stikpille nummer to. De kan ikke gøre det tidligere, pga ressourcemangel.

Ved 14-15-tiden begynder det så at nive en del. Jeg får en hel del onde plukkeveer, og må tit sætte mig ned, for lige at trække vejret ordentligt. Men hen mod aftenen begynder det så småt at fortage sig, og plukkeveerne er ikke længere så slemme, og de kommer sjældnere. Min mor, som er kommet ned til os, tvinger mig med ud på en lang gåtur, op ad bakke, for at se om det kan sætte lidt gang i det igen. Men der sker ingenting ved det, og jeg sover faktisk hele natten.

Onsdag d. 30/6 kl 9.00 kører min mor os op til fg, og jeg insisterer på hun bliver hos os, da jeg gerne vil have hun skal være med hele vejen. Hun driller lidt, og siger at hun altså skal hjem og opstarte udsalg kl. 10.00 torsdag formiddag i hendes butik, hvilket jeglover hende hun nok skal nå (ja ja, lidt optimist skal man jo være).

En ung og meget sød JM tager i mod os, sammen med en ung studerende osse.
De undersøger mig, og jeg har kun lige knap og nap åbnet mig 3 cm, men da de kan nå op, og tage vandet, beslutte de sig for at gøre det. Lille I står stadig meget højt, så den studerende må skubbe ham ned ad, samtidig med at JM sidder med både 'hæklenålen', et tykt hult rør og en elektrode (til babys hoved) oppe for at prikke hul. De får først hul i 3. forsøg, da det gør umådeligt ondt, og jeg kommer til at stritte en del imod, samtidig med at han jo står så højt.

Kl 10.00 går vandet så, og de vil se tiden an i en time, før de vil gøre mere. Jeg går kørt en ctg, og kan godt se at veerne så småt begynder at ta til, men de er stadig ikke noget bemærkelsesværdigt.
Kl. 11.00 kommer de ind og tjekker mig igen, og der er ikke sket det store, jeg er kun lige knap 4 cm åben, og de vil derfor lige se tiden an i en halv til en hel time, og derefter beslutte om de skal ligge vestimulerende drop.

Kl. 12.00 får jeg så lagt vestimulerende drop, da der stadig ikke er sket yderligere, og veerne slet ikke tager til. De tilbyder mig lavement, og jeg siger nej tak, føler slet ikke jeg har behov for det.
Veerne bliver stadig ikke meget voldsommere, og de skruer en smule op for droppet både kl 12.45 og kl 13.45.

På sidstnævnte tidspunkt har jeg stadig ikke åbnet mig mere end 4 cm.
Men kl. 13.50 ca kommer der bare den kraftigste ve, og jeg skriger nærmest da jeg mærker dens styrke!
JM kan efter 4 af disse veer se jeg er i stor smerte, og tilbyder mig derfor smertestillende, hvilket jeg nægter. Jeg siger endda til min mor og D, at jeg under INGEN omstændigheder vil have epi'en!! Lige meget hvad jeg siger, må hun ikke lade mig få den!

Endnu en af de voldsomme veer kommer, og jeg råber: 'GIV MIG DEN EEEEPIIIIII NUUU!!!!' Og min mor og D spørger mig op til 1000 gange om jeg nu osse er sikker, hvilket jeg insisterer på jeg er!
JM sender derfor bud efter en narkoselæge, og følger mig ud på toilettet for at få tømt min blære.
Endnu en af de slemme veer kigger forbi på wc'et og jeg vrider mig i smerte, og mangel på kontrol over min egen vejrtrækning. Jeg bliver hurtigt hjulpet ind på fødelejet igen, hvor et par af de sindsyge veer endnu engang viser sig, og efter dem kommer en ve, hvor jeg råber at jeg fortryder jeg ikke fik lavement! Jeg skal bare ud og SK*DE råber jeg!

Kl. var da 14.25, og de grumme veer havde stået på i 35 min. JM fortalte senere, at jeg kun nåede at få 10 af de hersens veer (selv følte jeg at jeg fik en mullionard af dem). Jeg fortæller meget direkte til JM at jeg altså virkelig skal på wc, og hun siger bare: 'Nej nej, nu tror jeg snart du skal presse din lille søn ud!' Hvorefter hun vil undersøge mig, men bare får en lille babyhovedskal at se som det første.
Jeg presser tre gange, og Guuuud hvor var det SKØNT!!!

4. gang jeg presser kommer lille I's hoved til verden, og ligesom D. vender ryggen til for at tage en våd klud til min pande, glider resten af lille I's krop ud i verdenen! Kl. er da 14.39 og min vidunderlige lille søn er kommet til verden! Han er helt perfekt, dog en smule blå, men han grynter løs, og klynker lidt.. JM må lige gnide hampå ryggen, så han kan skrige lidt, og få ordentlig gang i lungerne.

Lillefisen var jo kun skønnet til 2473g ved kontrolscanningen en uge tidligere, 2500g dagen forinden og 26-2700g på selve dagen, men min dejlige søn vejer hele 3050g og er 49cm lang <3 Helt og aldeles perfekt er han!!

Jeg fik ham op og ligge på mit bryst, og lige som han kom op, kommer narkoselægen ind ad døren, og bliver bedt om at gå med det samme. Ham var der jo ikke rigtig brug for :)

Jeg havde virkelig en DRØMMEfødsel, selvom jeg enormt mange gange bad om at komme hjem i min seng og sove så smerterne kunne forsvinde. Min mor mente dog ikke jeg havde særligt ondt, fordi jeg altid var klar med et sarkastisk/sjovt svar, hver gang nogen sagde noget. Men jeg HAVDE virkelig ondt, haha.

Eftersom fødslen forløb så fantastisk, kunne vi bare tage hjem så snart vi ønskede, og vi var derfor allerede hjemme, kl. 17.30. Helt vidunderligt!
Elias ELSKER sin lillebror, og han er en vidunderlig storebror, meget omsorgsfuld!